Fremtidens maskinmestre på maritime studiebesøg
I sidste uge fik omkring 100 maskinmesterstuderende fra Maskinmesterskolen i København en unik mulighed for at møde Det Blå Danmark, da PJ Circular Engineering i Jyllinge og MAN Energy Solutions i København åbnede deres døre for de studerende. ShippingLab var medarrangør af arrangementet, som var en del af et introforløb for maskinmesterstuderende på 4. semester.
Introduktion til Det Blå Danmark
Dagen begyndte på Maskinmesterskolen, hvor projektdirektør Magnus Gary fra ShippingLab fortalte de studerende om Det Blå Danmark og de mange maritime karrieremuligheder, maskinmesteruddannelsen åbner for. Herefter blev de studerende delt i to grupper, hvor den ene besøgte PJ Circular Engineering i Jyllinge, mens den anden tog turen til MAN Energy Solutions i Sydhavnen.
En dybere forståelse af industrien
Hos PJ Circular Engineering lærte de studerende om virksomhedens arbejde med cirkulær økonomi og reparation af motorkomponenter, såsom turboladere, med fokus på livscyklustankegang og bæredygtighed. Hos MAN Energy Solutions fik de studerende et indblik i udvikling og vedligeholdelse af skibsmotorer og reservedele. Desuden besøgte de virksomhedens Remote Operation Center, hvor skibe overvåges døgnet rundt.
Hos begge virksomheder blev de studerende vist rundt og fik mulighed for at møde flere både nyuddannede og mere erfarne maskinmestre, der delte deres rejse ind i det maritime erhverv og gav konkrete eksempler på spændende arbejdsopgaver. De studerende deltog aktivt med spørgsmål og engagerede sig i faglige diskussioner om både tekniske og operationelle aspekter af karrieremulighederne.
En karriere i det maritime er ikke kun til søs
Under begge besøg blev det understreget, at en karriere som maskinmester i den maritime sektor ikke nødvendigvis betyder et liv til søs. Som Michel Bendix Birkmose, maskinmester og ansat hos PJ Circular Engineering, påpegede:
Som maskinmester har du en bred vifte af muligheder – du kan nærmest vælge og vrage. Maskinmesteruddannelsen giver dig kompetencer til at holde hovedet koldt og omstille dig hurtigt, og det kan bruges overalt.
Samme budskab lød fra maskinmestrene hos MAN Energy Solutions, som fortalte om nogle af de mange oplevelser, de selv havde haft som maskinmestre i en maritim virksomhed.
Et fælles ansvar
Arrangementet var planlagt i samarbejde mellem Maskinmesterskolen i København, PJ Circular Engineering, MAN Energy Solutions og ShippingLab. Ifølge Magnus Gary, projektdirektør i ShippingLab, er denne form for samarbejde helt afgørende:
Vi har et fælles ansvar for at sikre, at de studerende får øje på mulighederne i Det Blå Danmark. Det er vigtigt at bygge bro mellem de studerende og de maritime erhverv, og derfor er dette arrangement blot ét af mange initiativer, som ShippingLab bakker aktivt op om.
ShippingLabs indsats for at tiltrække flere talenter til den maritime industri sker i tæt samarbejde med Danske Maritime og Danske Rederier, som tilsammen repræsenterer størstedelen af de danske maritime virksomheder og rederier.
Hvis du er interesseret i at høre mere om, hvordan ShippingLab kan hjælpe med at skabe kontakt mellem maritime virksomheder og studerende, er du velkommen til at kontakte Magnus Gary på mg@shippinglab.dk